Spærring af Havnegade den 20. august

Lørdag den 20. august 2016 kan du opleve et midlertidig byrum i Randers Ugen, når byen og vandet bindes sammen af en grøn oase på Havnegade. Eventen giver omlægninger i trafikken.

10. juli 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Når den store havnedag løber at stablen med masser af aktiviteter den sidste lørdag i Randers Ugen 2016 bliver det med mulighed for at gå fra Østervold til Randers Havn uforstyrret af biler og anden trafikstøj, når Havnegadeparken etableres som en et-dages event. Det betyder at et stykke af Havnegade bliver spærret for trafik, og der bliver anlagt en grøn oase. Det sker for at give randrusianerne en forsmag på byrådets vision om ”Byen til Vandet”. 

For trafikanterne betyder det, at Havnegade er spærret i begge retninger på strækningen mellem Kulholmsvej og Toldbodgade. Der bliver hele dagen etableret omkørsel. Lukningen af Havnegade er gældende fra 20. august kl. 05.00 til den 21. august kl. 01.00. Der vil være tydelig skiltning langs omkørselsruten.

Klik på kortet herunder for at hente et større kort, der beskriver trafik-omlægningerne, lørdag den 20. august 2016, samt angiver skiltningen på dagen.


Hvad er Havnegadeparken?

Det bliver et byrum med græs, træer og sand, som vil sprede sig fra bunden at Østervold til Randers Havn. Området er døbt Havnegadeparken – det er et univers af leg, bare fødder i græs, picnictæpper og ikke mindst muligheden for at opleve, sanse og tale om det, der er på vej i fremtiden. Randers Byråd har nemlig en vision om at åbne byen op mod vandet, så fjorden og åen bliver en mere aktiv del af bylivet.

Havneparken åbner lørdag den 20. august kl. 10 og lukker først efter det store festfyrværkeri kl. 23, som markerer afslutningen på Randers Ugens 40 års jubilæum. Hele dagen kan du nyde omgivelserne og opleve Randers Ugens aktiviteter i forbindelse med et besøg i Havneparken. Kl. 14-16 inviteres du til picnic i parken, hvor der uddeles kage til de besøgende. 

Om aftenen fra kl. 17 tændes der op i grillen, og du kan holde en utraditionel grillaften i det grønne. Medbring madkurv med kød, grønsager og brød, eller hvad du ønsker skal på grillen, og oplev byen og vandet på en helt ny måde. Hele dagen vil der være masser af aktiveret på havnen i forbindelse med Randers Ugens havnedag. Du kan således opleve de mange både, som sejler ind og ud af Randers om aftenen til den årlige regatta. I løbet af dagen kan du selv komme ud at sejle med en af de hurtige Rib-både, hvor turen går over vandet med 100 kilometer i timen.

Du kan også gå på GPS-skattejagt og vinde fede præmier, når der er geocaching-dag for alle interesserede på havnen og rundt om i byen. Det sker ved Danmarks største Geocaching-event, med mere end 700 internationale deltagere.  Eller du kan tage en sjov tur i en af de mange waterballs, mulighederne er mange. Hele programmet kan læse på randersugen.dk eller via Randers Ugens app til din iPhone og Android-telefon.